Man kan være skrothandler på mange måder gennem livet
Som lille har man måske været med ens far på værksted, så man var overladt lidt til sig selv med at lege med skrottet, så man lærte at sortere det og se, hvor det kom fra, og hvad det kunne bruges til.
Den slags var måske ikke gået i dag, men den lærdom fra dengang har gjort, at man er blevet lidt af en købmand og en visionær person på det område.
Som lidt ældre lærte man at bytte sig andre ting og andet skrot, som var mere værd for andre igen, så man kunne bytte sig rundt, og på den måde lærte man, hvem der havde brug for hvad, og hvad man kunne være bekendt at tage for det.
På den måde lærte man at holde udgifterne nede, så man stort set ikke brugte penge, fordi man byttede sig til det meste.
Det endte med at blive en karrierevej for en
Selvom man så med tiden forsøgte at gå andre veje og tage en “fin” uddannelse, så endte man med at ville bruge tiden på det, der interesserede en og gav den barnlige begejstring, når man omsatte og have et overskud og ikke mindst så skrot blive genbrugt.
Man oprettede egen forretning med den slags, som man drev i mange år og havde mange ansatte i, og man forstod at tilpasse sig tiden.
Specielt de sidste år, mens man var aktiv i branchen, blev genbrug populært, så man lærte, at det sjældent var en branche, der gik at mode, så længe man forstod at omstille sig.
Selv som pensioneret kunne man ikke helt opgive faget, så man byttede da lidt i fritiden og tjente på det, men det var ikke for at leve af det, men fordi det var blevet hele ens identifikation at beskæftige sig med skrothandel, at man ikke kunne lægge det fra sig.
